no comments

Kolossalt socialdemokratisk svigt

Af Peter Hvelplund, Kandidat til Folketinget i Nordjylland 

”Fik at vide, at det skulle jeg under ingen omstændigheder bryde min hjerne med. Kunne jeg ikke finde ud af det, skulle lederen nok sørge for, at jeg blev forflyttet.”

Citat fra medlemsundersøgelse af Socialpædagogernes Landsforbund i Nordjylland om ansattes ytringsfrihed.

De seneste år har debatten om ytringsfrihed gået højt. Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed der skal sikre at man altid har retten til at udtrykke sig i skrift og tale – også når man vil tale magten midt imod. Grundholdningen er at ingen meninger er illegitime. Alt skal kunne drøftes og diskuteres i det åbne rum, for at sikre en så kvalificeret og inkluderende debat som muligt. Man må gerne sige noget forblommet vrøvl, man skal bare kunne tåle at blive modsagt. Et ædelt princip for at kunne sikre den demokratiske samtale.

I perioden efter Muhammedtegningerne er ytringsfriheden blevet et vældigt anvendt begreb. Oftest har det dog været med udgangspunkt i at man har ret til at sige prut, bæ og bøvs både til og om hinanden. Det må man selvfølgelig også gerne, men det kan overvejes om det kvalificerer den demokratiske samtale. Men retten har man så længe man ikke begiver sig ud i injurier, altså at man taler direkte usandt og mod bedre vidende, om andre.

Men ytringsfriheden gælder ikke kun i forhold til samfundsdebatten. Den gælder også i det forhold der er mellem ansat og arbejdsgiver på det offentlige arbejdsmarked. Her er retten til at ytre sig ganske udstrakt. Ombudsmanden har behandlet området og heraf fremgår det at offentligt ansatte har ret til at ytre sig kritisk i offentligheden – også om spørgsmål der vedrører deres arbejdsplads. Man har selvfølgelig ikke ret til at udtale sig som myndighed – altså på vegne af arbejdspladsen og man må ikke udlevere personfølsomme oplysninger. Men herudover er der ikke begrænsninger. Man har som offentligt ansat ret til at fremkomme med såvel positiv som negativ kritik af forholdene på arbejdspladsen. Det gælder både i forhold til arbejdsmiljø, samt de forhold som brugerne bliver tilbudt.

Det giver også ganske god mening. For den offentlige sektor burde kaldes den demokratiske sektor. Den er politisk styret, vi er alle med til at beslutte hvilke opgaver der skal løses og med hvor mange ressourcer. Oplever de ansatte den så som demokratisk? Nej, tværtimod. Det er den klokkeklare konklusion fra SL Nordjyllands medlemsundersøgelse. 54% af de adspurgte har oplevet at få direkte eller indirekte mundkurv på af deres ledelse. 74% forventer det vil få negative konsekvenser hvis de ytrer sig offentlig med kritik.

Det er en dybt bekymrende udvikling. For den demokratiske sektor er fuldstændig afhængig af den viden som engagerede medarbejdere kan bidrage med. Det er en væsentlig forudsætning for at udvikle kvalitet, faglighed og arbejdsmiljø. Men i stedet har mange år med målstyring, New Public Management og en nul-fejlskultur ført til en frygt for konsekvenserne ved at deltage med et kritisk blik i udviklingen af arbejdspladsen. Det som sociologen Rasmus Willig betegner som positivitetsfascisme, hvor ethvert anstrøg til kritik skal absorberes af ledelseslagene før den kommer op på det politiske niveau. Det er muligt fordi ledelsen altid sidder med det redskab, at de kan fjerne forsørgelsesgrundlaget hos den ansatte. Angsten for afskedigelse.

Det kan i værste fald føre til en frygtkultur, hvor de ansatte i stedet for engagement, kommer til at føle apati og ligegyldighed. Hvor de lukker sig inde i en boble og kun forholder sig til at løse egne opgaver, uden at forholde sig til om vi anvender de samlede ressourcer bedst muligt. Hvor målet bare bliver at undgå at komme i ledelsens søgelys og risikere en ”adfærdskorrigerende samtale” og i sidste ende en fyring.

Den eneste måde vi kan vende den udvikling er at konstant rejse debatten. Af gøre opmærksom på at ytringsfriheden også gælder som offentligt ansat. At vi alle sammen har både en ret, men også en pligt til at sikre os at ressourcerne bruges bedst muligt. Derfor skal det også være muligt at rejse konstruktiv kritik, positiv såvel som negativ. Det er også det SL Nordjylland har gjort og det fortjener de ros for.
Men vi kan også konstatere at selv om rettigheden findes og der findes både hovedsamarbejdsudvalg, MED udvalg, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, så eksisterer problemet i vid udstrækning. Derfor tror jeg det er nødvendigt, udover at rejse problemstillingen i relevante fora, at indføre en Whistleblower-ordning i kommunerne, i hvert fald i en forsøgsperiode. Mest af alt for at få afdækket problemets reelle omfang. Der kunne man mod at være sikret anonymitet udadtil kunne komme med personlige underretninger, hvis man føler sin ytringsfrihed truet.

En indsats er påkrævet.

Når vi taler om de grundlovssikrede rettigheder, som ytrings-, tros-, forsamlings- og foreningsfrihed er det i disse dage helt nødvendigt også at nævne retten til at organisere sig og danne fagforeninger. Den blev sikret i hovedaftalen fra 1899 der er baggrunden for ”den danske model”, hvor løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Organisationsretten sikrer at ingen arbejder står alene. Hvis man er i tvivl om konsekvenserne af et arbejdsmarked uden organisering i fagforeninger kan et besøg på Arbejdermuseet anbefales. Her er der anskuelighedsundervisning i hvad der sker hvis arbejdere kan spilles ud mod hinanden. Den enkle men effektive løsning er organisering hvor ”mine vilkår er dine vilkår”.

Den model er under voldsomt pres i dag. Vi står lige nu på tærsklen til en konflikt på det offentlige arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne, stat, regioner og kommuner, har varslet lockout af 440.000 ansatte. Det er en voldsom optrapning og frygten er selvfølgelig at en varsling af en så massiv lockout, hænger sammen med at regeringen allerede har sikret sig flertal for et regeringsindgreb, hvis det kommer til en konflikt. Da regeringen også er arbejdsgiver betyder det reelt at arbejdsgiversiden kan diktere vilkårene og dermed er den danske model sat skakmat. Det var det vi så under lærerkonflikten i 2013 hvor SRSF-regeringen greb ind efter en 4 uger lang lockout. Meget få i dag tvivler på det var aftalt spil mellem Kommunernes Landsforening og SRSF-regeringen.

Derfor er det også forstemmende at se spillet gentage sig. Især må det være skræmmende for lærerne der nu i anden overenskomstforhandling kan se sig lockoutet med udsigt til regeringsindgreb. Derfor er det også et kolossalt svigt af S at de i KLs bestyrelse igen har stemt for en massiv lockout. Dermed er de med til at undergrave den danske model, med mindre de klart og tydeligt meddeler de ikke vil lægge stemmer til et regeringsindgreb. Samme klare melding kunne ønskes fra SF, R og DF.

Hvis vi vil et samfund hvor alle kan komme til orde. Hvor vi tror på at vi får de bedste, rimelige og fornuftige løsninger hvis alle bliver inddraget. Hvor vi stemmer efter ”hoveder og ikke høveder”, som det hed i andelsbevægelsen. Hvor det ikke kun er de magtfulde der bestemmer og som raner indflydelse og ressourcer til sig.

Peter Hvelplund

Så er det pinedød nødvendigt at vi organiserer os og forsvarer de rettigheder vi har opnået. Vi skal bruge vores ytringsfrihed og forsvare vores kolleger når de bliver presset. Vi skal organisere os og forsvare vores fælles løn og arbejdsvilkår. Ikke kun når det er os selv der bliver presset, men også når det er kollegaen.

Sammen er vi stærke!